Foreninger » Arnborg Borgerforening » Bjarne Jensen træder af som formand efter 10 år

Generalforsamlingen 2016 i Arnborg Borgerforening

Generalforsamlingen havde et flot fremmøde, vanen tro startede vi med fællesspisning og her havde 68 tilmeldt sig. Efter spisningen dukkede ca. 10 flere op, for at overvære generalforsamlingen.

Bjarne Jensen aflagde for 10. og sidste gang formandens beretning, hvor han gennemgik det sidste års arrangementer og projekter som Borgerforeningen har stået bag. En ildsjæl takker af og fik fuldt fortjent klapsalver for sit lange engagement i landsbyen.

Bjarne og Bjarne i tæt dialog. Bjarne Bjergfelt er nyvalgt medlem i Borgerforeningen og mon ikke, han her får et par tips af den rutinerede formand.

Ingen generalforsamling uden et besøg af vores lokalpolitiker Anders Madsen. Anders giver en Update på sit arbejde for landsbyerne og vi kan få svar på evt. Spørgsmål.
Maryanna Møller modtager fuldt fortjent prisen som Årets Arnborger. Ligesom Bjarne har hun i mange år brændt for at gøre livet i Arnborg lidt bedre for store og små.

På vegne af Arnborg Borgerforening; Helle Harbo Ebbesen

Maryanna Møller modtager fuldt fortjent prisen som Årets Arnborger. Ligesom Bjarne har hun i mange år brændt for at gøre livet i Arnborg lidt bedre for store og små. Anders Madsen. Anders giver en Update på sit arbejde for landsbyerne og vi kan få svar på evt. Spørgsmål. Bjarne og Bjarne i tæt dialog. Bjarne Bjergfelt er nyvalgt medlem i Borgerforeningen og mon ikke, han her får et par tips af den rutinerede formand. Bjarne Jensen aflagde for 10. og sidste gang formandens beretning, hvor han gennemgik det sidste års arrangementer og projekter som Borgerforeningen har stået bag. En ildsjæl takker af og fik fuldt fortjent klapsalver for sit lange engagement i landsbyen.
Bjarne afløser Bjarne som formand for Arnborg Borgerforening. Bjarne Jensen (t.h.) trådte tilbage efter 10 år på posten og Bjarne Bjergfelt tager over. Han ser det som sin vigtigste opgave at få de yngre familier mere med i det frivillge arbejde for landsbyen syd for Herning.foto;: jesper wind

Borgmester Bjarne trådte af

Bjarne Jensen sagde stop efter 10 år som formand for Arnborg Borgerforening. Ny formand vil have fat i de unge familier

26. oktober 2016, 08.44

Der var trangt ved bordene i Arnborg Forsamlingshus, da landsbyens borgerforening i aftes holdt generalforsamling.

68 havde løst billet til at spise gullasch­suppe, inden formanden Bjarne Jensen kunne tage ordet.

Det var hans sidste beretning efter 10 år i spidsen for borgerforeningen, og der er, fortalte han, endnu ting at gøre.

På ønskesedlen står et toilet og en sauna ved badesøen lidt uden for byen, et nyt bump med fodgængerovergang på den stærkt trafikerede Skjernvej, og så er der sendt en ansøgning til Landsby­kontaktudvalget på 59.000 kroner til isolering af Hjemstavnshuset, der er Arnborgs lille museum, mødested og lokalarkiv.

Bjarne afløste Bjarne

Aftenens vigtigste punkt var formanden selv. Efter 10 år som formand »er det tid for nye folk og nye idéer«, som den 69-årige Bjarne Jensen udtrykte det.

Og en ny formand var kørt i stilling. Han hedder også Bjarne, men Bjergfelt til efternavn.

Bjarne Bjergfelt flyttede til Arnborg i 2008 og er i dag miljøkonsulent hos Marius Pedersen A/S. Han kom med nye idéer.

- Borgerforeningen spiller en meget vigtig rolle for vores landsby. Derfor er det vigtigt, at nogen lægger deres hjerte i arbejdet for, at Arnborg kan vokse, og vi kan bevare vores skole, sagde Bjarne Bjergfelt under en pause i general­forsamlingen.

Som ny formand ser han det som sin opgave at få de yngre familier i Arnborg i tale.

- Vi ser dem jo hver dag i Dagli'Brugsen. Men vi se dem ikke til møder som det her. De kommer i forbindelse med vores arrangementer. Vi skal i dialog med dem. De skal have mulighed for at melde sig til aktiviteter og give en hånd med, sagde Bjarne Bjergfelt.

I salen tog borgerforeningens næstformand Helle Ebbesen ordet og takkede Bjarne Jensen for hans indsats.

- Det er ærgerligt, at du vil på pension, men - ja undskyld, men jeg bliver altså lidt rørt - det har vi kun respekt for. Du er god til at sætte folk i arbejde, og du har gjort dit til, at Arnborg er en af områdets bedste og mest velfungerende landsbyer, sagde Helle Ebbensen.

Stående klapsalver

Bjarne Jensen vil stadig hjælpe til med de nye projekter, lovede han, inden han fik stående klapsalver.

Bente Sandfeld og Bjarne Jensen trådte ud af bestyrelsen. Nyvalgt blev Børge Christoffersen og Bjarne Bjergfelt. Helle Ebbensen blev genvalgt.

Lis Mortensen er ny kasserer, men ikke medlem af bestyrelsen. Hun overtager en kasse med 191.357 kroner, efter Arnborg Borgerforening fik et overskud på 7621 kroner i det seneste regnskab.

Bjarne Jensen har de seneste 10 år været formand for Arnborg Borgerforening. Han kalder sig selv for beslutsom. For da han satte sig som mål, at Arnborg skulle have en badebro ved landsbyens nye badesø, ja så kom den badebro. Nu mangler der et toilet og en sauna, mener han.
Foto: Jesper Wind

10 nysgerrige til Beslutsomme Bjarne fra Arnborg

Efter 10 år som formand for Arnborg Borgerforening stopper Bjarne Jensen

16. oktober 2016, 15.46

Han har truet med de seneste år, men i næste uge er det et faktum:

Bjarne Jensen stopper som formand for Arnborg Borgerforening.

Gennem de seneste 10 år har han brugt timer af sin fritid på at arbejde for den by, han er født og opvokset i.

Hans redskaber har været alt fra motorsave, når han har fældet træer for at rydde plads til stier ved byens anlæg, til bunker af papir, når ansøgninger til myndigheder skulle laves.

1. Hvad har drevet dig til at lægge så meget energi i Arnborg og byens borgerforening?

- Jeg kan lide området og de folk, der bor her. Vi kommer hinanden meget ved og hjælper hinanden. Vi har et sammenhold, som man ikke ser i de store byer. Det har jeg draget fordel af mange gange som formand for Arnborg Borgerforening. Jeg har for eksempel 25-30 mand, jeg ved kommer, når jeg skal have fældet træer for at tjene penge til borgerforeningen og idrætsforeningen

2. Når du kigger tilbage på dine 10 år som formand, hvad har så været den største succes?

- Det var nok vores sag med Evangelisterne (religiøs sekt, red). Der skulle jeg være mellemmand mellem befolkningen her i Arnborg og myndighederne. Politiet brugte mig til at dæmpe gemytterne. Jeg er glad for, at det gik så roligt for sig, som det gjorde, og at Evangelist til sidst flyttede væk.

3. Hvad har været din største skuffelse gennem de 10 år?

- Øhhh (Bjarne Jensen tænker sig længe om, red.). Det har nok været, at det skulle tage Herning Kommune så lang tid at sørge for, at vi fik nye kommunale byggegrunde. Men dem har vi fået nu. En udstykning med 11 nye byggegrunde ved Gl. Skarrildvej. Det er godt.

4. Hvordan ser du på Herning Kommunes måde at behandle landsbyerne på?

- Jeg skal huske at rose Herning Kommune for de 11 nye byggegrunde for eksempel. Men tålmodighed er også noget, man skal have meget af. Det tog mig ni måneder at få en byggetilladelse til den pavillon, vi har lavet i vores anlæg ved åen gennem byen. Ni måneder. Det var bare et træhus på en grund, kommunen ejer.

5. Du er født i Arnborg og har med undtagelse af to år i begyndelsen af 1970'erne altid boet her. Hvorfor altid Arnborg?

- Det er vel noget med, at folk er afslappede her i Arnborg. Jeg kan godt lide, at jeg kan snakke med mange mennesker. Når jeg en sjælden gang er i Rema 1000 i Lind for at købe ind, så er der ikke nogen, der står og snakker med hinanden, selv om der er mange mennesker i butikken. Når jeg kommer ned i vores Dagli'Brugsen her i Arnborg, så kan jeg snakke med alle og få de små nyheder.

6. Hvor tror du, at Arnborg er henne om 10 år?

- Jeg håber, at halvdelen af vores nye byggegrunde er solgt, så vi får et højere indbyggertal. Og vi har stadigvæk vores skole, som vi alle årene har kæmpet for at bevare. Har vi ikke den, vil det gå den forkerte vej for Arnborg.

7. Du er gået på pension nu, men når du holder fri fra de mange projekter med borgerforeningen, hvad laver du så?

- Der er jo altid noget med mine tre børn og otte børnebørn. Mine børn bor i Arnborg, Lind og Horsens. Hvis jeg endelig sætter mig i sofaen, kan jeg godt lide at se sport i fjernsynet. Også selv om Danmark tabte til Montenegro. Sikken dårlig kamp.

8. Læser du ikke bøger?

- Aldrig. Det kan bare ikke fange mig. Jeg prøvede engang at læse en bog. Efter 10 sider lagde jeg den væk. Jeg læser selvfølgelig. Herning Folkeblad for eksempel. Og den skal jeg have som avis, trykt på papir.

9. Hvad er din svage sider?

- Hmmm. Det er vel, at jeg ikke er god til at sige fra. Men det gør jeg nu med borgerforeningen. Jeg har advaret dem for to år siden, at nu stopper jeg. Men de forskellige projekter fortsætter jeg nok med.

10. Hvad er så din stærke side?

- Det er at få noget op at stå. Hvis jeg har besluttet mig for, at vi skal have en badebro ved vores badesø - jamen, så kommer den badebro.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.

Arnborg Borgerforening