Datter af en modstands-mand
Tove Uth, datter af en af Danmarks kendte friheds-kæmpere, Jens Toldstrup alias »Tolderen« holder foredrag om sin far i Arnborg Forsamlingshus
8. april 1940 var Danmark allerede i alarmberedskab, og på kasernerne var soldaterne beordret i seng klokken 22.00 med deres uniformer på og pistolen under hovedpuden. Selv hestene stod opsadlede i staldene.
En af disse unge soldater var den 24 årige toldassistent Anton Jensen. Denne unge mand blev senere en af Danmarks mest kendte frihedskæmpere, og at han overlevede besættelsen var noget nær et mirakel, og noget han ikke selv havde turdet håbe eller tro på, og derfor gik han konstant rundt med en giftpille på sig, hvis han blev taget af tyskerne.
Navneændring
På grund af hans meget aktive medvirken i den danske modstandsbevægelse, måtte han ændre sit navn, og i kraft af at han var toldassistent, blev hans dæknavn under krigen »Tolderen« og senere Jens Toldstrup.
Onsdag aften 6. april fortæller Tolderens datter Tove Uth om sin far, hans virke og bedrifter under krigen i den danske modstandsbevægelse, hvor blandt andet to tredjedele af alle de våben, som Danmark under krigen blev forsynet med udefra, gik igennem hans hovedkvarter og under hans ledelse.
Tove Uth vil også fortælle, hvordan det var at skulle leve under jorden og fra skiftende tilflugtssteder sammen med sin mor og søskende og med frygten for ikke at se sin far igen. Til sidst vil hun fortælle om, hvad der skete efter krigen, og det var på ingen måde kedeligt, oplyser Arnborg Menighedsråd, som inviterer.
To mindesten
»Uden kamp - ingen sejr« var Toldstrups motto, og den dag i dag bliver Toldstrup stadig mindet med ære og respekt. I den forbindelse er der rejst to mindesten til ære om ham i henholdsvis Skive og Assens, samt en buste i Rebild bakker ved siden af Victor Borge.
Selv årsdagen hvor Toldstrup ville være blevet 100 år, blev markeret og mindet med pomp, pragt og faner.
Der tages entré, som er inklusive kaffe og kage
TV MidtVest Mocca optager foredraget.
Folder om Jens Toldstrup kan læses HER
|