Arnborg » Mærkedage » Harry Thybo

Vi fik ingenting foræret

27. juli 2009

Navnet Thybo vækker minder i mange landbrugskredse. Harry Thybo fik sammen med hustruen, Else, i 1979 De Samvirkende Jydske Husmandsforeningers højeste anerkendelse, Diplom for veldrevet familiebrug. Anerkendelsen blev overrakt på de legendariske sendemandsmøder i Herning-Hallerne, forløberen for Herning Kongrescenter.

På præmielisterne fra talrige dyrskuer i området og fra Ungskuerne i Herning dukker navnet Thybo også op. Han havde i sine mange aktive landmandsår en fin jersey-besætning, hvor der var lagt mere vægt på kvaliteten end kvantiteten.

Harry Thybo, der er landmandssøn fra Olling ved Kibæk, var blot 21 år, da han i 1950 fik foden under eget bord på Holtumvej i Arnborg. Han var blevet gift med den ét år yngre Else, der stammer fra Fjeldstrup mellem Kibæk og Videbæk.

To køer og én hest

Parret overtog en ejendom på 30 tønder land, hvoraf en tredjedel var uopdyrket. Huset var stråtækt, der var kun én længe med stald i den ene ende. Husdyrbestanden bestod af en hest og to køer - og der var ikke indlagt rindende vand:

- Man snakker så meget om de gode gamle dage. Der var da også noget godt ved dem, men det lyserøde skær, som mange omtaler dem i, kan jeg ikke genkende. Vi fik absolut ingenting foræret, og en gang imellem har jeg da efterfølgende undret mig over, hvor vi overhovedet fik føden fra. Men vi kom da igennem - og Else og jeg har altid været enige om, hvordan det skulle være, fortæller Harry Thybo, der mistede sin hustru for godt et par år siden.

Ved selv at udføre al arbejdet på ejendommen holdt de omkostningerne nede, og de indtjente penge blev brugt til investeringer i bedriften. Det var både bygningsmæssige, i maskiner og i besætningen:

- I 1959 havde vi en meget tør sommer. Den betød for vores vedkommende farvel til hestene. Vi havde simpelthen ikke foderet, så på den måde kom den første traktor på ejendommen, en lille grå Ferguson, fortæller Harry Thybo.

Parret var også nogle af de første på egnen, der investerede i et vandingsanlæg. Det skete i 1963 - til nogle naboers forundring, for det var jo »imod naturens orden«:

- Men det var jo meget sandet jord, der hørte til ejendommen, så derfor var det ekstra vigtigt med vandingsanlægget, selv om det var et knokkel-arbejde dengang. Vores første vandingsanlæg skulle vi nemlig flytte manuelt. Det blev jo meget lettere senere med de fulsautomatiske vandingsanlæg, fortæller Harry Thybo.

Foregangsmænd

På en helt anden måde fik Thybo også landbrugsmæssigt et stort skub i den rigtige retning:

- Vi kom med i Helårsforsøgene i tre år. Det var godt for os på flere måder. For at være med her skulle vi have en kvægbesætning med kun en enkelt race. Da vi havde nogle jerseykøer i forvejen, valgte vi jerseyracen og det har jeg aldrig fortrudt, fortæller Harry Thybo med ét af de mange smil, der kommer under samtalen.

Det betød også, at foderforbrug, ydelser m.v. løbende blev kontrolleret, så vi fik muligheder for både at rette fejl og for at satse på de ting, som viste sig at være gode i besætningen.

I midten af 1990erne begyndte parret at trappe ned på ejendommen og i 1996 solgte de ejendommens tilliggende til sønnen Henning, der driver naboejendommen.

De blev imidlertid boende på ejendommen og først i juli 2007 - efter han var blevet alene - flyttede Harry Thybo ind til Arnborg, hvor han befinder sig rigtigt godt på Højbovej.

Masser af foreninger

Han har livet igennem været med i masser af foreningsarbejde. Således var han i 18 år - mens der var to brugsforeninger i Arnborg - formand for »Brugsforeningen Frem«. Det er den, der i dag har udviklet sig til Dagli?Brugsen i Arnborg:

- Her har tre af mine børnebørn i dag arbejde, og i tider med butikslukninger i mange mindre bysamfund er det da en hel fornøjelse at følge udviklingen omkring vores brugs, bemærker han.

Der har også været kaldt på Harry Thybo i mange landbrugsfaglige sammenhænge. Han var således en trofast kasserer i Herning Husmandskredsforening og har siddet i bestyrelsen for Jerseykvægavlsforeningen for Ringkøbing Amt.

Danmarks Jerseyforening udpegede ham også til at være formidler af handler med jerseykvæg i et meget stort område i Vestjylland - nemlig fra syd for Ringkøbing Fjord til langt op i Thy. Et job, der førte til masser af kilometer på landevejen.

Det er også blevet til tre perioder i menighedsrådet.

Humør og bukserne oppe

Nu er tillidshvervene lagt på hylden, men interessen for det omgivende samfund er absolut ikke forduftet, selvom tiden nu mere helliges familien. Harry Thybo har fem børn og ti børnebørn, men selvom de ældste børnebørn har alderen til det, har det første oldebarn endnu ikke meldt sin ankomst:

- De er ikke så hurtigt ude, som Else og jeg var, siger han med et smil - og en henvisning til, at hustruen var 20 og han var 21, da de blev gift og overtog ejendommen - og så begyndte børnene ellers hurtigt at komme.

- Det gælder om at holde humøret og bukserne oppe, siger Harry Thybo - en levevis, han selv lever helt op til.

Den runde dag blev fejret med familien i lørdags og i dag har mange venner lagt vejen forbi for at lykønske.

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.

Arnborg Borgerforening